|
15. juni 2009 Nuuk Internationale Friskole synger sig til grønlandske kundskaber
Det skal være sjovt og lærerigt at have grønlandsk også selvom det ikke er ens første sprog. 4. klasse på Nuuk Internationale Friskole har haft det sjovt med at lave deres egen musical med kendte grønlandske sange. Aktørerne i musicalen har eleverne også selv skabt, og her møder man alle lige fra Harald Blåtand, Darth Vader til en Qivittoq.
- Jeg har selv fundet min vej til det grønlandske sprog gennem musikken, siger elevernes lærer Nina Kreutzmann Jørgensen. - Mange gange er de kreative processer og det umiddelbare udtryk den korteste vej til sproget og især det grønlandske, hvor der ofte skal nedbrydes nogle barriere, før eleverne begynder at udtrykke sig på grønlandsk, fortsætter hun.
I det kommende skoleår vil Nuuk Internationale Friskole arbejde målrettet på at tilpasse grønlandsk undervisningen til det store antal af elever, som har en anden sproglig baggrund end grønlandsk. Det vil skolen gøre bl.a. ved at invitere de kommunale skoler og andre institutioner og ressourcepersoner til at nært samarbejde omkring undervisning i grønlandsk som fremmedsprog.
- Derudover etablerer vi til næste år et musiklokale, så håber jeg på, at vi også gennem musikken kan hjælpe eleverne til at få en indgang til det grønlandske sprog, siger skolens leder Nina Stilling.
Musicalen spilles for klassens familie og venner. Pengene fra entréen og den efterfølgende basar skal gå til at hjælpe børns skolegang i Mozambique.
|